Billig opskrift:

Svampede pizzasnegle - tilberedt i airfryer

Svampede pizzasnegle - tilberedt i airfryer

Tid i alt: 120 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

Pizzasnegle i airfryer? Ja det kan man også! Da jeg var uden ovn måtte jeg være kreativ, må indrømme jeg aldrig laver dem på anden måde igen når jeg bare skal lave en lille portion - hold nu FAST det var nemt! Og lækkert. De fik først 10 min. ved 160 grader varmluft, og det kunne også noget - men jeg gav dem lidt 2 min. ekstra og det blev bare ekstra godt. Jeg fik en dobbelt airfryer i gave af svigermekanikken - og jeg elsker den! Opskriften giver ca. 25 pizzasnegle.

Ingredienser

25 g gær

450 g mel

50 g sukker

250 ml vand

0.5 tsk salt

50 ml olie

kaffe

Fyld

200 g skinke i strimler

1 stk pizzasauce

200 g revet mozzarella

oregano


Fremgangsmåde

  1. Smuldr gæren i en skål og tilsæt vand. Rør rundt indtil gæren er opløst, den opløses efter lidt tid.

  2. Tilsæt lunken vand, salt, sukker og olie i skålen – rør igen rundt. Jeg kan anbefale en røremaskine, det plejer jeg at lave det på.

  3. Tilsæt mel lidt af gangen indtil dejen kan æltes, rør undervejs. Det er ikke sikkert at alt melet skal bruges, det kommer an på hvordan din dej tager imod melet.

  4. Hvis ikke du har en røremaskine: lidt mel drysses ud på bordet og dejen æltes meget grundigt

  5. Dejen skal hæve i en skål min. 1 time - gerne et lunt sted. Læg evt. et viskestykke over - jeg plejer at bruge plastfolie, da det giver en god hævning.

  6. Efter hævning spredes mel ud på bordet. Dejen skal IKKE æltes nu, den skal blot rulles ud til en flad dejfirkant med en kagerulle.

  7. Smør først dejen med pizzasauce.

  8. Tilsæt derefter lidt revet ost, så skinke og til sidst ost igen. Drys med oregano til sidst.

  9. Dejen med fyld rulles sammen som en roulade. Skæres over med en skarp kniv og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir til hævning i 10-15 min.

  10. Pensl med mælk/kold kaffe.

  11. Pizzasneglene bages ved 160g. alm. varmluft i din airfryer i 12 min. Du kan med fordel ligge lidt bagepapir i bunden af din airfryer for ikke at svine den så meget til / at det hænger fast i bunden.

  12. Du kan også lave dem i ovnen.