Billig opskrift:

Spaghetti monstre med gnavegrønt

Spaghetti monstre med gnavegrønt

Tid i alt: 30 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

I går lavede vi det, vi kalder “spaghetti monstre” - kært barn har mange navne. Jeg har ladet mig høre, at retten har mange navne - blæksprutter, sprutter, behårede pølser og mange flere sjove navne - og sådan er det jo med mad - man gør altid tingene på sin egen måde, hvilket jo gør det helt fantastisk. Børnene er VILDE med spaghetti monstre og spiser generelt en hel del mere, når vi bliver lidt mad-kreative. Vi serverede lidt grøntsagsstænger og ketchup til. Pølserne bliver en del kogte, da de koger lige så lang tid det tager for spaghettien at blive mør, men det gør absolut ikke noget for smagen.

Ingredienser

400 g spaghetti

550 g pølser

1 stk grøntsagsbouillon

1 stk peberfrugt

1 stk agurk

ketchup

salt


Fremgangsmåde

  1. Start med at skære pølserne i mindre stykker.

  2. Prop nu 5 spaghettier igennem hver pølse og læg det til siden. Ønsker man mere spaghetti i, så gør man naturligvis bare dette.

  3. Kog pølserne med spaghetti igennem i kogende letsaltet vand til spaghettien er mør. Start med at lægge halvdelen af pastaen stående ned i vandet - når det er kogt lidt falder det lidt til bunden, så resten af spaghettien kommer ned i vandet og koges videre.

  4. Kom gerne en bouillonterning i vandet for lidt smag.

  5. Imens det koger skæres noget gnavegrønt - vi serverer gerne agurker og peberfrugter.

  6. Servér retten med ketchup eller andre favoritdressinger.