Poke Bowl med tykstegsbøf og grøntsager

Poke Bowl med tykstegsbøf og grøntsager

Tid i alt: 30 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

I forbindelse med min tidligere 14 dages udfordring med mad uden stivelse, lavede jeg to forskellige versioner af en pokebowl - den ene var med laks og den anden, som jeg udgiver nu, med tykstegsbøf. En dejlig nem salat. Man skal dog være opmærksom på, at der er restistens stivelse i edamame bønner, men disse kan erstattes med grønne bønner. Poke bowl er normalt med rå marineret fisk, men denne med steak og hytteost er virkelig også lækker. Poke Bowls er hawaiianske bowls fyldt med lækre grøntsager og kød, og de findes i dag i 1000vis af varianter.

Ingredienser

300 g rødkål

150 g Edamame bønner

225 g gulerod

75 g frisk spinat

375 g tykstegsbøf

2 stk avocado

251 g hytteost

peber

chiafrø

salt

bbq krydderi

flagesalt


Fremgangsmåde

  1. Start med at forberede din tykstegsbøf. Jeg plejer at bruge en tykstegsbøf, som jeg krydrer med salt, peber og bbq krydderi, da de ofte er på tilbud. Maan kan også vende dem i bbq marinade inden de skal steges. Lynsteg dem i fedtstof til de er rosa indeni - steg dem gerne 1-2 minutter på hver side.

  2. Kog edamame bønnerne og pift dem op i fadet med flagesalt. (disse kan undlades hvis man ønsker retten uden stivelse - erstat dem evt. med grønne bønner)

  3. Spinaten skylles og lægges i fadet.

  4. Gulerødder skrælles og skæres i tynde stænger.

  5. Snit rødkål fint i stænger.

  6. Skær avocadoen over, fjern stenen og skær det i tynde skiver.

  7. Læg ingredienserne i fadet sammen med steaken skåret i tynde skiver. Drys lidt chiafrø over fadet og servér med hytteost.