Billig opskrift:

Chili Con Carne – den nemme version

Chili Con Carne – den nemme version

Tid i alt: 30 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

Når det skal gå nemt og hurtigt, men samtidig være mega lækkert, så laver vi en god gang chili con carne og snyder lidt med en færdig mixet pose med grøntsager og bønner - det må jeg give Rema 1000, det er virkelig smart. Vi er ikke så meget til det vildt avanceret mad med 1700 forskellige ingredienser, så denne ret passer os egentlig ganske fint! Normalt plejer man vist at komme både frisk chili, chokolade, øl og jeg ved ikke hvad i retten, men det gør vi altså ikke. Vi tager udgangspunkt i de varer, vi altså normalt har i køkkenet. Og jeg ved ikke med jer, men herhjemme er de 3 ting altså ikke en del af basislageret. Retten kan selvfølgelig rettes til efter hvor børnevenlig den skal være, vi elsker en god omgang stærk kødsovs, men når børnene spiser med, så er det ikke så flammerne flyver ud af ørerne. I får en middelversion her - vi elsker den! Og børnene også. Vi serverer altid ris til retten. Hvis vi får gæster eller har lang tid til madlavningen, så simrer kødsovsen gerne i 2-3 timer, og så bliver den bare lækker. Men en normal hverdagsaften, så tager retten 30 min at lave og ikke mere.

Ingredienser

500 g hakket oksekød

450 g chili con carne blanding

300 ml mælk

1 ds hakket tomat

3 ps ris

100 ml vand

1 tsk chilipulver

3 stk fed hvidløg

1 stk løg

2 tsk paprika

70 g tomatpuré

fedtstof


Fremgangsmåde

  1. Løg og hvidløg pilles og snittes fint

  2. Oksekød brunes i en gryde i fedtstof og løg og hvidløg tilsættes

  3. Den frosne pose med grøntsager tilsættes og røres godt rundt.

  4. Risene koges efter anvisning på emballagen.

  5. Når posen med grønt er tøet op i gryden tilsættes tomatpuré, hakkede tomat, mælk, vand og krydderier og det simrer indtil risene er kogte.

  6. Smag evt. til med mælk, hvis det er for stærk. Omvendt smag til med cayenne peber, hvis det ikke er stærkt nok.