Billig opskrift:

Grill: BBQ marinerede koteletter m/ pikant pastasalat & hvidløgsbrød

Grill: BBQ marinerede koteletter m/ pikant pastasalat & hvidløgsbrød

Tid i alt: 45 min.

Antal: 2 voksne og 2 børn


Beskrivelse

I går havde vi 26 grader, som for mig betyder at vi skal fyre op i grillen og smide noget lækkert kød på. Jeg elsker at grille, og da vi endelig er flyttet i hus, er det bare perfekt med grill-vejr. Børnene legede i haven hele dagen og var ikke begejstret for at slippe legen pga. aftensmad. Men det var sindssygt lækkert, og især pastasalaten var helt fantastisk og nem at lave. Jeg lavede pastasalaten om formiddagen og satte den på køl, så den var klaret inden grillningen. Vi har dog gasgrill, så for os tager det ikke synderligt lang tid at grille, hvilket passer os ret godt, når der altid er travlt i hverdagen. Ultra nemt og lækket mad serveret på en god sommerdag.

Ingredienser

Andet

500 g kotelet

300 g pasta

100 g ærter

1 pk pikantost

1 stk peberfrugt

0.5 stk agurk

125 g majs

100 g salatost i tern

2 stk hvidløgsbaguette

BBQ marinade

60 g brun farin

6 spsk ketchup

120 ml olie

6 stk fed hvidløg

1 tsk salt

2 tsk paprika

1 tsk chiliflager

1 tsk peber


Fremgangsmåde

  1. Tænd gasgrillen på højeste varme og skru ned til 225 grader.

  2. Lav marinaden som nedenstående (den har også godt af at trække. Evt. lav den dagen før eller om formiddagen).

  3. Pensl marinaden på koteletterne og lad det trække ned i kødet inden grillning

  4. Pastaen koges efter anvisning på emballagen.

  5. Skyl rød peber og agurk og skær dem i små stykker/tern

  6. Skyl salat og snit det fint

  7. Vend salat, rød peber, agurk, majs og ærter sammen.

  8. Dræn pastaen for vand og vend dem med pikantost, så det bliver godt rørt sammen.

  9. Når pastaen er kølet lidt af vendes grøntsager og salat med pikant pastaen.

  10. Grill koteletterne direkte på varmen sammen med hvidløgsbrødene (disse skal dog først på lige til sidst, da de er hurtige færdige).

  11. Server pastalaten med salatost i tern, kød og brød.

  12. BBQ marinade:

  13. Pil hvidløg

  14. Blend olie og hvidløg

  15. Pisk resten af ingredienserne sammen og tilsæt olien gradvist.